SALT, MINER OG JERNALDEREN
Verdens ældste saltmine og den kultur, den gav navn til
Hallstatts bjerg er blevet udvundet for salt i omkring 7.000 år — så længe, at en hel jernalderkultur og en forhistorisk minearbejder bærer dets navn i dag.
Se Hallstatt-dagsture på GetYourGuide ↗Salt før postkortudsigten
Længe før Hallstatt var et fotografi, var det en mine. Salzwelten Hallstatt, minegangene inde i bjerget over landsbyen, beskrives almindeligvis som verdens ældste saltmine, med spor af minedrift der går omkring 7.000 år tilbage. Salzwelten beskriver en trætrappe fundet i de forhistoriske minegange inde i Salzberg som Europas ældste trætrappe. Det er et sjældent fund: selve saltet har sammen med bjergartens tørre, stabile forhold bevaret træ, læder og reb, som ville være rådnet bort næsten alle andre steder.
Manden i saltet
I 1734 fandt minearbejdere, der huggede ind i klippen, en menneskekrop, bemærkelsesværdigt velbevaret helt ned til hud, hår og tøj. Senere forskning daterede ham til jernalderen og pegede på, at han døde i et klippeskred eller en lignende ulykke inde i minen — en forhistorisk minearbejder bogstaveligt talt syltet i salt i over to tusind år, før han blev fundet. På det tidspunkt forstod ingen dog, hvad de havde fundet: han blev begravet med en kristen ceremoni på den lokale kirkegård, og hans jordiske rester er ikke længere tilgængelige for forskere. I dag huskes han som et af de mere opsigtsvækkende fund i minens lange historie.
Nekropolen, der gav en epoke sit navn
I 1846 begyndte Johann Georg Ramsauer, minens egen direktør, at udgrave en gravplads på skråningerne over landsbyen. I 1863 havde han dokumenteret næsten tusind grave, og senere arkæologer bragte totalen over tusind, spændende fra omkring 1000 til 500 f.v.t., med rigt udstyrede begravelser med bronze- og jernvåben, smykker og keramik. Fundstedet var så betydningsfuldt, at arkæologerne lånte dets navn til hele perioden: 'Hallstatt-kulturen', eller Hallstattzeit, er den standardbetegnelse, der bruges for den tidlige jernalder i store dele af Centraleuropa, omkring det 8. til 5. århundrede f.v.t.
Besøg minen i dag
Salzwelten Hallstatt nås med Salzbergbahn-funicularbanen, som kører fra landsbyen op til den højtliggende dal, hvor mineindgangen og Skywalk-platformen ligger. Turene fører typisk besøgende under jorden forbi oplyste tunneler, en træminearbejder-rutschebane og en udstilling bygget op omkring en replika af bronzealder-trappen, nogle gange kaldet 'Bronzealder-biografen', hvor en projektion genskaber det forhistoriske mineliv. Det er lige så meget et museum for Hallstatt-kulturen som en minetur — det meste af, hvad man ved om Hallstatt-perioden, stammer direkte fra fund gjort i dette bjerg.
Hvorfor navnet rejste så vidt
Fordi gravfundene ved Hallstatt var så veldokumenterede og så rige, begyndte arkæologer andre steder i Europa at bruge samme betegnelse, hver gang de fandt lignende jernaldermateriale — våben, bronzearbejder, begravelsesstile, der ekkoede det, Ramsauer havde katalogiseret. Derfor ser man 'Hallstatt-perioden' eller 'Hallstatt-kulturen' brugt i arkæologiske tekster langt fra Østrig, hvor de beskriver fundsteder i Frankrig, Tyskland, Schweiz og videre, normalt dateret til omkring det 8. til 5. århundrede f.v.t. En lille landsby ved en sø, som de fleste i dag kender for sine tage og sin sø, gav stille og roligt sit navn til et helt kapitel af europæisk forhistorie.